Skomagerhuset
Det lille hus bliver kaldt Skomagerhuset, selvom det er blevet bygget af en urmager. Elisius Marius Buss åbnede i 1924 urmagerværksted og butik i det lille hvidkalkede hus. Skomagerhuset fik sit nuværende navn efter skomager Carlsson, der fra 1954 havde lejet værksted og butik i den dengang røde bygning. Senere overtog Carlssons lærling Georg Arrildslund værkstedet.
Skomagerhuset i Pederstrup
Huset blev flyttet til Pederstrup i 2008-09. Oprindeligt lå huset overfor Købmand Reeh i Ballerup i det samme område af det ”gamle” Ballerup som Lynsmedens Hus. I Pederstrup blev Skomagerhuset ført tilbage til det udseende, det havde i 1920’erne.
Skomagerhuset er en del af Ballerup Museum og bliver brugt til små skiftende udstillinger.